Årsrapporter behøver ikke være kedelige

Med digitale virkemidler har e-Boks suppleret sin klassiske, trykte årsrapport med en levende multimediefortælling. Via billeder, video og interaktive grafer bringes indholdet i øjenhøjde. Print-udgaven er udformet som et lækkert magasin med fokus på nye digitale tendenser. Publico har stået for både trykt og digital version.

Tjek e-Boks’ digitale årsrapport her

Se direktør Ulrik Falkner Thagesen introducere årsrapporten her:

 

Hvad skal man egentlig med et PR-bureau i 2017?

Der er mange gode grunde til at fravælge et PR-bureau i 2017 og i stedet bruge pengene på Adwords. Eller skumfiduser.

For det første kan man da for pokker selv skrive og udsende sine pressemeddelelser. Ordret citat fra Publico-kunde: “Vi er 900 medarbejdere. Der må sgu’ da være en, der kan skrive”.

For det andet minder medieomtale i landsdækkende erhvervsmedier (klassisk kongedisciplin for PR-bureauer) efterhånden lidt om en sivende prut ved glemslens hav. Hvis artiklen ligger bag en betalingsmur og derfor ikke ranker i Google, er den glemt i morgen.

For det tredje kan web- eller reklamebureauet da ligeså godt producere virksomhedens content, når nu de i forvejen administrerer online marketing-budgettet. De har alligevel bedre styr på alt det der digitale. Content, native, inbound, influencer, automation og så videre.

Content i kommunikations-mixet
Der er årsager nok til at droppe dit PR-bureau – og til at stoppe med at læse denne tekst for den sags skyld. De kattefotos liker jo ikke sig selv.

Hvis du alligevel hænger på og læser med, vil jeg indvie dig i, hvorfor jeg mener, PR-bureauer som Publico har potentiale til at gøre en større forskel for deres kunders forretning end nogensinde. Det skyldes ikke, at vi skriver kioskbasker-pressemeddelelser, eller at vi har gået på Journalisthøjskolen med erhvervsjournalisterne fra Børsen og Berlingske. Det spiller i bedste fald en marginal rolle for vores kunders forretning. Nej, det handler om den stadig mere strategisk vigtige rolle, som content spiller i moderne virksomheders kommunikationsmix.

Fra forståelse til konkurrencekraft
Kampen om opmærksomhed er hårdere end nogensinde. Det gælder i Google, det gælder ved hæve-/sænke-bordene i danske virksomheder. Det gælder på farten og potten, hvor en stor mængde content bliver konsumeret via den allestedsnærværende smartphone. Det betyder, at de virksomheder, som forstår deres kunder, leads, brugere, forhandlere, medlemmer, ekskærester og andre interessenter bedre, opnår større konkurrencekraft. Især hvis den overlegne forståelse omsættes til relevant content, som tilbydes til interessenterne på de rette platforme, i de rette formater, på de rette tidspunkter og i et software-baseret system, som genererer leads til sælgerne. Og er det egentlig piece of cake eller hvad? Nej, det er ikke. Faktisk slet ikke.

Personas, produktion og publicering
Hvis man vil skabe forretningsmæssig gennemslagskraft og succes med sit content, kræver det en række kompetencer og et sæt veltrænede produktions-muskler, som de dygtigste PR-bureauer har listet foran og udviklet. Der skal laves research, interviews og personas. Der skal udvikles content-strategier, conversation calendars og SoMe-distributionsplaner. Der skal produceres og publiceres en shitload af content-flows, som er tilpasset de forskellige stadier i kunderejsen. Og det hele skal – hvis det rigtig skal spille – sættes op og administreres via en marketing automation-platform som fx HubSpot.

Blev du lige helt forpustet over at læse ovenstående afsnit? Det gjorde jeg ærlig talt også selv. Men fordi kernen i ovenstående proces er at forstå målgrupper og at producere content, der kilder velvalgte sweet spots hos disse målgrupper, bliver jeg helt glad, næsten lidt selvfed, over at drive et bureau, der positionerer sig i PR-kategorien, men med lange fingre nede i dåsen med digital marketing.

Marketing + PR = Publico
I Publico ønsker vi nemlig både at hjælpe virksomheder med at øge deres indtægter ved at understøtte salg (marketing) og at bidrage til at sikre deres omdømme og licens to operate (public relations) på den lange bane. Det undrer mig, at der ikke er flere danske PR-bureauer, der har valgt at fokusere på det strategisk forankrede content- og inbound marketing-arbejde. Marketing og public relations er jo begge strategiske kommunikationsdiscipliner, der kan – hvis de tænkes og udføres rigtigt – skabe værdi og understøtte forretningsmål.

Den røde tråd er intakt
Jamen, har I hos Publico ikke sat jer mellem to stole ved at forsøge at være halvgode til flere ting? kunne man spørge. Nej, det har vi ikke, ville jeg så svare. Den røde tråd i alt vores arbejde er at forstå virksomheders mål, at forstå deres målgrupper, at sætte kurs for kommunikation, at finde ind til kernehistorien og at eksekvere kreativt som bare pokker. Det gælder, uanset om vi arbejder med informationskampagner, presseindsatser, kommunikations- eller content-strategier. At vi så har sat os ind i inbound marketing-metodikken og er blevet HubSpot-certificeret bureau, handler om, at vi har tilegnet os et værktøj, som kan hjælpe os med skabe endnu større forretningsmæssig værdi for vores kunder. Nu og her. Eller lidt længere nede ad vejen.

5 grunde til, at B2B bør interessere sig for inbound

Min dygtige kollega, Thomas Mandrup, der er seniorrådgiver i Publico, har skrevet en glimrende artikel, hvor han skitserer fem gode grunde til, at B2B-virksomheder bør interessere sig for inbound marketing – blandt andet giver det flere leads, skarpere eksekvering og bedre målbarhed.

Artiklen er Publiceret på LinkedIn, men du får lige overskrifterne på de fem gode grunde her:

  • Inbound marketing sætter distributionen af dit gode content i system
  • Inbound giver flere og varmere leads
  • Inbound binder kommunikation, marketing og salg sammen og skaber et nyt mind-set
  • Inbound tvinger os til at forstå vores kunde til bunds og eksekvere skarpt i alle kommunikationsaktiviteter
  • Inbound tilfører målbarhed

Læs hele artiklen her

Vil du vide mere om principperne i inbound marketing? Så læs Publicos introduktion til inbound marketing her.
Se også denne gennemgang af
en række effektive værktøjer, der hjælper dig med at komme i gang med at sætte marketing i system og generere leads. Eller hent e-bogen om måling af brand-awareness, loyalitet og lead-generering.

Rekordregnskab i Publico

PRESSEMEDDELELSE: Publico har afsluttet sit hidtil bedste årsregnskab målt på omsætning og bruttoresultat. Det seneste år har budt på fem nyansættelser, der skal understøtte bureauets vækstambitioner om at være 20 konsulenter i 2020.

For femtende år i træk har Publico præsenteret et årsregnskab med sorte tal på bundlinjen, og 2015/2016-regnskabet byder såvel på den højeste omsætning som det bedste bruttoresultat til dato. Resultatet er båret af en toplinjevækst på 40 procent og en vækst i bruttoresultat på 19 procent.

Medvind på havnefronten
I 2016 har Publico investeret i at flytte i større lokaler på Aarhus Havn, og antallet af medarbejdere er steget fra 12 konsulenter til 16 – herunder flere bureau-sværvægtere, der tilfører betydelig tyngde på rådgivningsområdet. Regnskabsåret har desuden budt på nye kunder som Bolighed, Syddjurs Kommune, Aberdeen Asset Management og Fjord Line samt betydelige udbudssejre for blandet andet Miljøstyrelsen, forklarer direktør Uffe Lyngaae.

– Vi har god medvind i øjeblikket. Vi har hævet ambitionsniveauet og igangsat en vækstplan med et mål om blive 20 konsulenter, der omsætter for 20 mio. kr. i 2020. Vi er godt på vej, og vores nyansættelser bærer frugt. Allerede nu kan vi konstatere, at vi i de første fire måneder af regnskabsåret 2016/17 performer bedre på topog bundlinje end nogensinde før. Samlet set har jeg derfor store forventninger til indeværende regnskabsår og vores overordnede vækststrategi, siger Uffe Lyngaae.

Ny satsning på inbound marketing
Publico specialiserer sig i videnstunge private B2B-virksomheder og offentlige kampagner. De to flader skal fortsat drive væksten i et marked, hvor bureauet oplever stor efterspørgsel på content marketing. I den forbindelse er Publico blevet HubSpot-partner, og bureauet satser målrettet på at blive blandt landets førende rådgivere på inbound marketing-området.

– Vi ser et meget stort potentiale i inbound marketing, der ligger lige til højrebenet for et PR-bureau med speciale i content. Vi tror på, at vi som PR-bureau, og dermed content-eksperter, har en central rolle at spille i mange virksomheders bevægelse fra halvhjertet content-indsats til at arbejde struktureret og strategisk med inbound marketing, siger Uffe Lyngaae

Professionel bestyrelse og kompetenceudvikling
På de indre linjer har Publico oprettet en professionel bestyrelse bestående af medlemmerne fra det tidligere advisory board. Det strategiske arbejde i bestyrelsen er nu opprioriteret og sat ind i en professionel struktureret ramme. Som led i Publicos satsning på inbound marketing gennemgår alle bureauets konsulenter i indeværende regnskabsår kompetenceudviklende forløb i inbound-disciplinen.

noegletal

Ny seniorprofil til Publico

Thomas Mandrup er per 1. november ansat som ny seniorrådgiver i Publico. Han kommer med solid bureauerfaring og stærke kompetencer inden for strategisk rådgivning og salg.

Efter knap fire år i PR-bureauet Mannov – senest som direktør for bureauets Aarhus-afdeling – er Thomas Mandrup skiftet til en stilling som seniorrådgiver i Publico. I sin nye rolle vil han rådgive videnstunge organisationer om blandt andet kommunikationsstrategi, presse- og krisehåndtering, kampagner og strategisk brug af content marketing.

Bureau-sværvægter med bred erfaring
43-årige Thomas Mandrup er uddannet cand.mag. fra Aarhus Universitet i 2001. Ud over Mannov har han erfaring fra blandt andet Pressalit A/S, hvor han har været kommunikationschef igennem syv år. Nu ser han frem til at bidrage til Publicos fortsatte vækst.

– Jeg har stor respekt for det, som teamet hos Publico har bygget op. I mine øjne repræsenterer Publico en moderne og dynamisk tilgang til kommunikation, og jeg glæder mig til at blive en del af bureauet, siger Thomas Mandrup.

Medvind på havnefronten
Publico oplever i øjeblikket en stigende efterspørgsel fra både eksisterende og nye kunder. I 2015/16 voksede omsætningen med over 40 procent, og tidligere i år flyttede bureauet til nye og større lokaler på Aarhus havn.

– Vi oplever stærk medvind i øjeblikket. Vi har hævet ambitionsniveauet og igangsat en ambitiøs vækstplan, der indebærer et mål om blive 20 konsulenter, der omsætter for 20 mio. kr. i 2020. Derfor er det en fornøjelse at invitere Thomas Mandrup med ombord. Han er en knivskarp og samtidig meget sympatisk kommunikationsmand med flair for både strategi og håndværk, siger Uffe Lyngaae, direktør i Publico.

Work-away på Lanzarote

Jeg er så heldig at have fået mulighed for at tilbringe denne uge på Club La Santa, Lanzarote, hvor jeg skal skrive afsluttende opgave på AU’s bestyrelsesuddannelse målrettet SMV’er. Opgavens titel ligger i skrivende stund endnu ikke helt fast, men det bliver noget i retning af “Involvering af bestyrelsen i en ejerledet strategiproces med fokus på skærpelse af Publicos værditilbud ved hjælp af Osterwalders Value Proposition Design-model”.
Eller noget i den dur. 🙂

Osterwalders model (se forklaring i filmen ovenfor) er blevet lidt af en darling for mig. Den er super-brugbar ift. at visualisere sin virksomheds værditilbud til forskellige kundesegmenter. Den zoomer ind på de to centrale aspekter i Osterwalders overordnede forretningsmodel-analyse-værktøj, Business Model Canvas (se video-forklaring herunder).

Foruden opgaveskrivning, almindelig tlf- og Skype-møder, e-mails og andre arbejdsopgaver skal jeg løbe nogle morgenture og svømme nogle aftenture. Jeg kan allerede nu mærke, at den fred og ro fra andre forstyrrelser, som alenetiden giver, er særdeles frugtbar ift. at tænke strategiske tanker på Publicos vegne. Har allerede fået mange ideer til nye tiltag – og jeg har kun været her i to dage. Måske skal det være en ny årlig tradition?

Se os (PR-branchen), vi skaber også værdi!

Kim Larsen (med en fortid i PR-branchen, nu kommunikations-tophund i Danske Bank og jury-formand for PR-tigeren) har skrevet et glimrende indlæg om PR på LinkedIn.

Hans pointe er, at PR-branchen skaber værdi, når vi bruger vores forståelse for interessenternes ønsker til at sørge for, at ethvert tiltag, uanset hvor taktisk det er, styrker organisationens/virksomhedens relationer med vigtige interessenter, bygger omdømme og dermed udvider organisationens langsigtede strategiske råderum.

Vi skaber IKKE værdi ved at tælle presseklip og gange annonceværdien med en eller anden fantasi-faktor.

Udklip

Nu med professionel bestyrelse

Publico har med virkning fra 1. januar 2016 opgraderet det hidtidige advisory board til en professionel bestyrelse. Medlemmerne er:

Årsagen er, at vi i Publico prøver at professionalisere og geare organisationen til at kunne realisere vores målsætning om at være 20 konsulenter i 2020 – og dermed blive det største PR-bureau uden for København. Denne gearing af strategien, processerne og organisationen har blandt andet også inkluderet etablering af et ledelsesteam med bureauchef (Thomas Wilhelmsen) og udviklingschef (Liv Soelberg Andersen), der skal hjælpe mig med at udvikle og eksekvere vores vækststrategi.

Liv-Thomas

Som det næsten fremgår af grafen nedenfor over Publicos økonomiske udvikling (2005-2016) og vores målsætningsbudget (2017-2020), så er det ikke givet, at de virkemidler, der har skabt vores moderate vækst i de seneste 10 år, også er de samme midler, som kan bringe os i mål med 2020-ambitionerne. Der skal nye boller på suppen.

økonomi

Ny strategi, nyt ledelsesteam, nye must-win-battles, nye lokaler på havnen (med plads til 25 medarbejdere) og langt mere ambitiøse hardcore-vækstmål (såvel toplinje som bundlinje) er blandt de nye boller, der skal på Publico-suppen.

Desuden har jeg valgt at opgradere det advisory board, som jeg har fået kvartalsvis sparring fra siden 2006, til en professionel bestyrelse for Publico Kommunikation ApS. Denne formalisering er en del af min bestræbelse på at drive Publico mere professionelt end sammenlignelige konkurrenter.

best2

I PR-branchen, hvor vi jo lever af at levere strategisk rådgivning, gør vi meget ud af at tale om strategi, forretningsforståelse, KPI’er, disruption og-jeg-skal-komme-efter-dig-med-handelshøjskole-termer. Men vi er helt ærligt – som branche betragtet – ikke specielt dygtige til at drive vores egne virksomheder. Det vil jeg gerne gøre noget ved i Publico, og det skal min kompetente bestyrelse hjælpe med.

Jonas, Anders og Morten driver selv konsulentvirksomheder, mens Peter, som i dag er gymnasielærer, var med til at stifte Publico (dengang Protekst) i 2001. Sammen med disse skarpe hjerner vil jeg forsøge at gøre Publicos bestyrelse – og dermed ledelsen af Publico – til best practise-eksempel på god SMV-ledelse. Jeg ved, det lyder kækt. Men det er altså ambitionen.

Vi har foreløbig kun holdt et møde i 2016, hvor vi blandt andet gik i gang med at udvikle et bestyrelses-årshjul (inspireret af Hildebrandt og Brandis “Professionelt bestyrelsesarbejde”) samt lægge en plan for, hvordan vi på bestyrelsesmøderne kan fastholde fokus på de overordnede, strategiske temaer (strategi, organisation, ledelse) frem for at forfalde til aktuelle drifts-issues, som er en risiko på alle møder, hvor en ejerleder er til stede.

For at geare mig selv til bestyrelsesarbejdet er jeg i gang med Aarhus Universitets bestyrelsesuddannelse for SMV-virksomheder. Her skal jeg bruge 10 dage (+ opgave + mundtlig eksamen) i 2016 på at skærpe min forståelse for, hvordan bestyrelsen kan skabe værdi.

Indtil videre virker det som en god beslutning af investere tid og penge i en tur på skolebænken. Undervisere på professor-niveau med skarpt fokus på SMV-bestyrelser samt skarpe medkursister i form af både ejerledere og ansatte topledere gør undervisningen, diskussioner og gruppearbejde særdeles kvalificeret og relevant.

Hvis du skulle have spørgsmål eller input til den igangværende professionalisering af Publico, så hører jeg gerne fra dig via uffe@publico.dk.