Forårspraktikanter søges til Publico

Lær at tæmme strategisk kommunikation som praktikant hos Publico

Er du klar på at omsætte den tørre teori fra skolebænken til saftig praksis? Som praktikant hos Publico får du indblik i maskinrummet i et professionelt kommunikationsbureau i hjertet af Aarhus.

Amazon Web Services, NNIT, e-Boks, Sydbank, Syddjurs Kommune, Troldtekt, Cryos, Aberdeen Standard Investments, Louis Nielsen og Aarhus Letbane er blot et par håndfulde af vores kunder, du vil komme til at stifte bekendtskab med som praktikant hos os. Vi rådgiver vores kunder om kommunikation, udarbejder kampagner, skriver tekster, pitcher artikler til pressen, optager brandingfilm, planlægger events og meget mere. Med andre ord løser vi kommunikationsfaglige opgaver af enhver art

– blandt andet står vi bag:

  • Undervisningsmaterialet MaybeBaby, som giver gymnasieelever viden om fertilitet, og som du kan se her.
  • Pressepitches for optikerkæden Louis Nielsen, som blandt andet resulterede i denne omtale af vigtigheden af sikkerhedsbriller ifm. nytåret, som blev bragt
    på TV 2 Fyn.
  • Og mange flere – se flere eksempler her.

Brug os som legeplads

I din Publico-praktik indgår du i det daglige arbejde på lige fod med de øvrige medarbejdere (se, hvem vi er, her). Med andre ord vil du blive involveret i både korrekturlæsning, kampagneplanlægning og kommunikationsstrategier – og meget mere.

Konkret kommer du til at:

  • Foretage interview, skrive artikler, læse korrektur og redigere tekster
  • Opsætte, skrive og udsende pressemeddelelser og nyhedsbreve
  • Researche (og dermed blive endnu klogere 🙂
  • Deltage i redaktionsmøder
  • Udvikle kampagne-idéer
  • Gøre dig strategiske overvejelser ift. de enkelte teksters mål, målgruppe og komposition
  • Snuse til inbound marketing
  • Bruge 25 procent af din tid hos os på dit eget individuelle udviklingsprojekt

Handlekraftig profil

Vi forestiller os, at du går på kommunikationsuddannelsen og søger praktik i dit 3. semester, eller at du læser en kommunikationsfaglig uddannelse på universitetet.
Men det er ikke ultimative krav. Det vigtigste er, at du har skrivetalent og sproglig forståelse, kan tæmme kommaer, forstå målgrupper, har selvtillid, gå-på-mod og er en glad person.

De praktiske ting

Praktikken er ulønnet (bortset fra frokostordning, fredagssnoller og en NorthSide-billet) og strækker sig fra 1. februar 2019 til 31. juli 2019. Stillingen er på 30 timer om ugen, sådan at du har en fridag midt på ugen.

Send din ansøgning og dit cv, vedlagt (ikke-akademiske) teksteksempler, senest onsdag den 10. oktober 2018 kl. 12 til praktikvejleder Camilla på mail: camilla@publico.dk 

Se, hvad vores tidligere praktikanter synes om at arbejde hos Publico

Læs mere om Publico på www.publico.dk eller skriv til vores nuværende praktikanter Frederik eller Signe på frederik@publico.dk eller signe@publico.dk, hvis du har spørgsmål til hverdagen som praktikant hos Publico.

Vil du være med i et ERFA-netværk for employer branding-praktikere?

Sidder du lidt alene med din virksomheds employer branding-indsats? Eller måske savner du ekstern sparring eller best practise-eksempler fra andre virksomheder?

Publico overvejer vi at etablere et kommunikationsfagligt ERFA-netværk med fokus på employer branding. Bevæggrunden er, at vi oplever, at flere og flere af de virksomheder, vi samarbejder med, skærper deres fokus på employer branding og rekruttering i jagten på de rigtige medarbejdere.

Hvis det kunne være noget for dig, eller en du kender, må du gerne sende mig en mail på uffe@publico.dk. Det er helt uforpligtende og blot en første føler for at fornemme, om det er en ide, vi skal gå videre med.

Hvem er netværket relevant for? Jeg forestiller mig max. 20-22 deltagere og et mix af kommunikations- og HR-praktikere (sikkert med en overvægt af kommunikationstyper). Dvs. kommunikationsmedarbejdere/-konsulenter samt HR-konsulenter/-partnere. Både B2B og B2C.

Hvad kommer der til at ske i netværket? Jeg tænker, at de 4-5 årlige 3-timers møder (fx hos Publico og/eller evt. på skift hos deltagerne i/omkring Aarhus) skal være et mix af følgende:

  • Små oplæg fra deltagere om egne udfordringer – sparring fra netværket
  • Små oplæg fra deltagere om egne succeser – applaus fra netværket
  • Eksterne oplæg (max 1 time) – fx cases, eksperter og andet
  • Intern vidensdeling – fx deltager X har været på konference og vidensdeler
  • Mellem møderne: bilateret sparring mellem gruppens medlemmer, deling af slides, artikler m.m. i lukket LinkedIn-gruppe

Jeg er naturligvis meget åben over for deltagernes input ift. at tilpasse netværkskoncept og mødernes indhold, så de skaber størst mulig værdi for den enkelte. I forvejen faciliterer jeg et tilsvarende netværk for marketingprofiler med fokus på content & inbound marketing. Med afsæt i den erfaring overvejer vi at udbyde et netværk for employer branding-typer.

Hvad skal det koste? Det skal koste 4.000 kr. per år at være deltager.

Hvis det er noget for dig eller for en, du kender, må du som nævnt meget gerne sende mig en mail til uffe@publico.dk. Helt uforpligtende.

Employer branding-film for Konsulenthuset Ballisager

I Publico har vi haft fornøjelsen af at hjælpe Konsulenthuset Ballisager med en film om virksomheden som arbejdsplads. Konsulenthuset Ballisager, der arbejder med rekruttering, outplacement og karriererådgivning, er på få år vokset sig til at være blandt Danmarks førende konsulentvirksomheder på sit felt.

Min personlige relation til virksomheden går via direktør Morten Ballisager, som jeg har læst statskundskab sammen med. Morten bidrager aktivt til Publicos strategiske udvikling som et bestyrelsesmedlem, der deler generøst ud af sin viden – og samtidig er oprigtigt engageret i, at det går os godt. Sådan har jeg det også med Konsulenthuset Ballisager, som jeg ikke kan anbefale varmt nok.

Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd valgte Publico

Jeg er pivstolt over, at Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd har valgt Publico som bureau-samarbejdspartner til en længerevarende indsats med fokus på branding af områdets virksomheder. Målet er at understøtte rekruttering af kvalificeret arbejdskraft til områdets mange spændende virksomheder.

Min glæde og stolthed skyldes for det første, at det er en spændende opgave, som vi glæder os til at tage fat på. For det andet skal vi samarbejde med gode folk i erhvervsrådet og kommunen, som har skabt et godt fundament og har masser af engagement i at få tingene til at ske. For det tredje, og det kan måske virke lidt nævenyttigt, så er jeg altså også stolt over, at vi har vundet opgaven for næsen af nogle af de bureauer i Danmark, som vi selv har størst respekt for.

What’s not to like?

Se en lille præsentationsfilm fra Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd herunder.

 

Historisk ordre i Publico

Jeg blev pludselig ualmindeligt stolt over mit team i Publico forleden. Årsagen er, at vi har vundet et stort udbud mod nogle af de bureauer i Danmark, vi har allerstørst faglig respekt for. Det gør heller ikke noget, at det er den største ordre, vi nogensinde har fået i Publico. Eller at opgaven og kunden er henholdsvis megaspændende og sjask-sympatisk.

Hvem er kunden, og hvad er opgaven?
Det venter jeg lige med at offentliggøre, indtil kontrakten er underskrevet og formalia på plads. Jeg kan afsløre så meget, at opgaven er i spændingsfeltet mellem Publicos to kernesegmenter – B2B-virksomheder og den offentlige sektor.

Jeg kunne ikke dy mig for at dele min begejstring over udbudssejren med mine LinkedIn-connections, der var søde til at give SoMe-skulderklap (+23.000 views and counting…), selvom opdateringen var en lige så fesen cliffhanger som denne blog-post.

To be continued.

Publico søger to forårspraktikanter

Baresso skifter navn til Espresso House. Boligsitet bolighed.dk går i luften. Gymnasieelever lærer om nedsat fertilitet igennem nyt undervisningsmateriale. Det er blot tre eksempler på begivenheder, der er søsat med Publico som kommunikationsfaglig kaptajn. 

Publico er et analytisk og strategisk velfunderet PR-bureau med fokus på at finde enkle kommunikationsløsninger på komplekse problemstillinger. Og så ynder vi at bruge gode historier til at styrke relationer mellem organisationer, virksomheder og mennesker – uanset om det handler om kaffe, kvadratmetersalg eller kryptorkisme.

Vores kunder er både offentlige og private. For dem løser vi opgaver inden for bl.a. rådgivning, kampagner, inbound og content marketing samt presse- og tekstarbejde. Det udmønter sig i produktionen af forskellige ydelser som fx webtekst, nyhedsbreve, kampagner, analyser, strategier, magasiner, video og pressemeddelelser. Med mere.

Du laver alt andet end kaffe
I din Publico-praktik kan du forvente at indgå i det daglige arbejde på lige fod med de øvrige medarbejdere. Du er med til at udvikle og producere indhold til de redaktionelle og kommercielle medier, som vi producerer. Og du vil både skulle arbejde på selvstændige projekter og som del af forskellige team.

Konkret består dit arbejde blandt andet i:
• Interview, artikelskrivning, korrektur og redigering
• Kreativt tekstarbejde
• Presse
• Dit eget individuelle udviklingsprojekt
• Research og analyse
• Kampagneudvikling
• Videoproduktion

Vi lægger vægt på, at du får kyndig vejledning og vide rammer for dit personlige initiativ og dine egne ideer. Og vi garanterer, at du får et afvekslende praktikophold med stor grad af frihed og ansvar.

Handlekraftig profil
Vi forestiller os, at du er i gang med din overbygning på universitetet – gerne en kommunikationsfaglig retning, men det er ikke et krav. Til gengæld skal du have skrivetalent, og du skal kunne lægge de akademiske skriveprincipper på hylden inden for Publicos vægge. Selvtillid, gå-på-mod, humor og en ”ja-hat”-indstilling til nye udfordringer er også blandt dine karakteristika. Har du erfaring med videoproduktion og redigering i Final Cut Pro har du en ekstra stjerne på skulderen fra dag ét.

Det med småt
Praktikken er ulønnet (bortset fra frokostordning og Northside-billet) og strækker sig fra 30. januar 2017 til 30. juni 2017. Stillingen er på 30 timer om ugen, sådan at du har en fridag midt på ugen. Send din ansøgning og cv vedlagt (ikke-akademiske) teksteksempler senest 25. oktober til nadia@publico.dk.

Vi holder samtaler i uge 44.

Læs mit (gamle) afslagsbrev til wannabe-praktikanter

Læs min tjekliste til Publico-ansøgere

Tjek vores lækre lokaler på Facebook

Se tidligere praktikant-rekrutteringsfilm nedenfor:

Video som rekrutteringsværktøj

I Publico oplever vi stadig flere kunder, som ønsker at bruge video som led i deres employer branding- og/eller rekrutteringsindsats. Herunder den seneste video, vi har lavet for PensionDanmark, der skal bruge 4 webudviklere og en teamleder.

NB: Bemærk, at både mine forældre og jeg selv agerer statister, der kigger meget interesseret på vores pensionsordninger. 🙂

Som supplement til ovenstående film om PensionDanmarks nyoprettede Team Webudvikling hjalp vi også med to små film om henholdsvis “Kunder og Kundekommunikation” og “Digitalisering i PensionDanmark”, der skal give ansøgerne et lille indblik i PensionDanmark som virksomhed og arbejdsplads.