Ledige sæder til valgkamp-seminar med Henrik Dahl

_S8A9258

Vi har haft held med timingen af Publico Kommunikations IWDK-seminar med Henrik Dahl på onsdag. Temaet er valgkamp på sociale medier, og valget er som bekendt blevet udskrevet i dag.

Så hvis du interesserer dig for politik og/eller strategisk kommunikation via sociale medier, burde du måske booke dig et af de ledige sæder ved at skrive til pia@publico.dk eller tilmelde dig via Internet Week Denmarks site.

Læs mere om seminaret.

Baggrund om IWDK
Tid og sted: 
Internet Week Denmark (IWDK) finder sted i og omkring Aarhus i uge 23 – 1.-5. juni.
Hvad: IWDK er en festival, der fejrer Danmarks position som et af verdens mest digitale og innovative lande.
Hvem: Alle kan deltage; professionelle såvel som studerende og andre amatører.
Hvorfor: Du kan vælge mellem 91 forskellige events, hvoraf Publicos seminar med Henrik Dahl blot er et enkelt.

PS: Publico er PR-partner for IWDK på pro bono-basis. Så du kan roligt regne med at møde IWDK i medierne. Ses vi?

 

Slides fra seminar om “Fremtidens intranet”

I dag har jeg haft fornøjelsen af at diskutere intranet med 20 engagerede kommunikatører ved Publico Kommunikations seminar i Børsbygningen, København.

Foruden mit eget ydmyge indspark (se slides ovenfor) leverede Adam Peter Nielsen fra Novicell et indlæg om “Intranet med Umbraco”, mens Stefan Sløk-Madsen fra Echo.it indviede deltagerne i mulighederne ved at supplere et traditionelt intranet med social + gamification.

Se eller hent Adams slides her
Se eller hent Stefans slides her

 

“Ret OK” opbakning (16-3) i Odder Byråd

Odder Byråd vedtog i mandags en markedsføringsstrategi, der skal tiltrække flere borgere til kommunen.

Strategien er udviklet af Publico, og vi er stolte over, at 16 ud af 19 byrådsmedlemmer stemte for strategien. En strategi, som vi nu glæder os til at omsætte til praktisk kommunikation i samarbejde med Odder Kommune og et netværk af engagerede borger-ambassadører.

Vi skal jo have nogle flere mennesker til at få øjnene op for, at Odder Kommune er “ret OK”. Den overordnede målsætning er at byde borger nr. 25.000 velkommen i 2025. Sæt i gang!

Læs mere om Odder Kommunes markedsføringsstrategi

Tjekliste til din content marketing-strategi

Det tager tid at udvikle en effektiv content marketing-strategi. Ikke at det tager lang tid at skrive den, eller at den behøver at være særligt lang. Men kunsten er at forstå målgruppen. Altså rigtigt forstå hende.

Men hvis du kan finde og formulere solide svar på de følgende 12 spørgsmål, så er du godt på vej.

  1. Hvorfor skal vi overhovedet med arbejde med content marketing?
  2. Hvordan skal content marketing-indsatsen understøtte vores overordnede forretningsmål?
    Hint: Der skal helst være et betydeligt overlap i svarene på 1 og 2.
  3. Hvem er det, der skal købe vores produkter eller ydelser?
  4. Hvem er det, der vil engagere sig i vores content?
    Hint: Der vil typisk være forskel på svaret i 3 og 4.
  5. Hvem skal gøre arbejdet? Altså helt konkret: Hvilke personnumre skal committe sig til at eksekvere strategien?
  6. Hvad kan vi tilbyde vores målgrupper på hvert stadie ned igennem salgs- og marketing-tragten?
  7. Hvordan finder vores målgrupper vores content? Og hvordan engagerer de sig i det?
  8. Hvordan skal vi differentiere os fra konkurrenter og andre content-hubs?
    Hint: Det kan f.eks. være noget med zoome ind på et tema, som din virksomhed kan blive thought leader på.
  9. Hvordan definerer vi succes (eller fiasko)?
    Hint: Det er her, måling kommer ind i billedet.
  10. Hvor (hvilke kanaler) vil vi fokusere vores content-indsats? Og hvor vil vi arbejde med traditionel marketing. Hvordan er mixet imellem henholdsvis jeres owned, earned og paid kanaler?
  11. Hvilke formater vil vi benytte? (white papers, e-bøger, webinars, seminarer, podcast, guide-video etc.)
  12. Hvornår (og hvor ofte) publicerer vi?
  13. Hvordan måler vi resultaterne?

Kilde: Content Harmony

Du kan arbejde med content marketing-strategi på mange forskellige niveauer. Men hvis du kan formulere gode, forretningsunderstøttende og faktabaserede svar på ovenstående, så er der efter min mening ingen grund til at brainstorme og workshoppe tingene ihjel. Sæt i gang!

Hvad er en Børsen-forside egentlig værd?

Forleden var en af Publicos gode kunder på forsiden af Børsen med en rigtig fin omtale af virksomhedens forretningsmæssige succes. I den forbindelse spurgte kunden mig, hvad sådan en forside + et opslag inde i avisen egentlig er værd i kroner og ører.

Mit vævende svar var følgende:
Vi opererer jo normalt ikke med omregning af omtale til kroner, fordi det ganske enkelt er – i bedste fald – tvivlsomt, om man omregne til en værdi, der giver objektiv mening.

Disse omregningsmodeller (se et eksempel på K-forum her), som benyttes af nogle af vores branchekolleger samt af fx Infomedia, tager i mine ikke højde for, om presseomtalen skaber forretningsmæssig værdi, eller den er glemt i morgen. Læses mediet af de væsentligste beslutningstagere i målgruppen? Hvor høj er mediets troværdighed? Hvor positiv er vinklingen? Hvilken placering har historien i avisen? Er der godt blikfang i form af gode billeder/illustrationer, som associerer til virksomhedens kerneforretning? Understøtter talspersonens citater eller artiklens overskrift de relevante kernebudskaber fra PR-strategien, eller er budskabet ”blot”: Virksomheden er dygtig til at drive forretning? Hvilke andre erhvervs- og politiktophistorier konkurrerer omtalen med på den konkrete dato? Og så videre.

Summa summarum: Jeg synes ikke, det er seriøst at omregne en enkelt medieomtale til en konkret økonomisk værdi.

Men hvis jeg alligevel skulle lege lidt med, så kan jeg konstatere, at det ville koste 250.000 kr. at købe et opslag i Børsen, hvis det var annoncering. Og hvis man dertil lagde, at forsiden i sig selv var 500 t. kr. værd, samt at opslag (250 t. kr.) + forside (500 t. kr.) skulle ganges med en ”troværdighedsfaktor” på fx 4 – ja, så ville værdien jo være 3 mio. kr. Ja, du kan jo selv se, hvor pseudo-matematisk det bliver. 🙂

Men som sagt: Jeg synes faktisk, det er useriøst at operere med sådanne omregningsmodeller per medieomtale. Når man måler på succesen af sit opsøgende pressearbejde, bør man som minimum medregne, om de bragte historier formidler de nøglebudskaber, virksomheden har formuleret med afsæt i sin forretningsstrategi. Ellers er det blot eksponering. Og selvom eksponering naturligvis kan være fint, er det ikke sikkert, at det flytter noget hos netop de interessenter, man ønsker at påvirke – enten generelt eller med den konkrete presseindsats.

Nogle gange (lidt for ofte) oplever jeg, at virksomheders opsøgende presseindsats (med eller uden bureau-hjælp) handler mere om, at direktøren ønsker at se sig selv i den avis, som læses af hans VL-netværk, end om at understøtte virksomhedens forretningsmæssige mål. Især for B2B-virksomheder vil det ofte være tilfældet, at der findes mere direkte og effektive kanaler til at påvirke de væsentligste interessenter end via artikler i Børsen, Berlingske og JP.