Category / Undervisningsmateriale
Miljøstyrelsen valgte Publico
Miljøstyrelsen har i et mini-udbud udvalgt Publico til at revidere og relancere et undervisningswebsite om forbrugerkemi til grundskolens udskolingselever. Opgaven løser vi i samarbejde med Astra, som er det Nationale center for læring i natur, teknik og sundhed, og vores faste grafiske partner, Ineo.
Formålet med materialet – Kemi, fordi? – er, at de unge får indsigt i, hvorfor deres hverdag er uløseligt forbundet med kemiske forbindelser. Og hvordan stofferne på den ene side kan have konsekvenser for sundhed og helbred – men på den anden side er præmis for deres moderne, behagelige liv. Det gør vi bl.a. gennem grafiske film og vedkommende tekster, der tager udgangspunkt i almindelige produkter, de unge bruger.
Med gennemarbejdede og køreklare didaktiske forløb til lærerne vil vi desuden gøre materialet relevant i undervisningen. Og med distribution via faglige netværk vil vi skabe et solidt grundlag for, at websitet rent faktisk bliver anvendt.
Kemi, fordi? bliver lanceret primo 2017.
Publico har tidligere udviklet undervisningsplatformen MaybeBaby om fertilitet – også for Miljøstyrelsen.
Publico-kampagne nomineret til “Oscar”
På vegne af Fødevare- og Miljøministeriet lancerede Publico i efteråret 2015 undervisningsmaterialet MaybeBaby, der har til formål at oplyse unge danskere om fertilitet.
Den indsats er nu blevet blåstemplet med en nominering til IAA Prisen 2016, som senere på måneden uddeles til den bedste, mest kreative og resultatgivende public service-kampagne i Danmark.
Prisen, der uddeles af International Advertising Association, er tidligere blevet betegnet som reklamebranchens svar på Oscar-statuetten. Derfor er vi naturligvis glade for det flotte skulderklap til vores løsning på en meget interessant opgave fra Miljø- og Fødevareministeriet.
Om nomineringen rækker til selve vinderprisen afgøres den 31. maj ved et arrangement i Børsbygningen i København.
Hvor meget ved du egentlig om fertilitet?
Find ud af det ved at tage testen her
Og er du egentlig selv en supermand eller en party-prinsesse?
Test dig selv her
Babyen er levende!
I mandags var en stor dag i Publico!
Siden januar har mine kolleger arbejdet benhårdt på at udvikle et flerfagligt undervisningsmateriale om fertilitet målrettet de gymnasiale ungdomsuddannelser. Til Miljø- og Fødevareministeriet samt Sundheds- og Ældreministeriet, der står bag projektet, har vi blandt andet lavet analyse, udarbejdet strategi og koncept, afviklet workshop og produceret video, vidensark, pressemateriale og et hav af tekster.
I mandags gik websitet, der fungerer som en online materialebank, i luften. Vi er ret så stolte. Tjek det ud her.
I gymnasiet er graviditet typisk noget, de unge får undervisning i at undgå. Men i dag får danskerne generelt færre børn, end de ønsker sig. Blandt andet derfor ønskede Miljø- og Fødevareministeriet samt Sundheds- og Ældreministeriet at give gymnasieelever mulighed for at blive klogere på fertilitet gennem det flerfaglige undervisningsmateriale MaybeBaby, som Publico har udviklet.
MaybeBaby er et online undervisningsmateriale, der styrker elevernes viden om faktorer som alder, sexsygdomme, rygning, alkohol og hormonforstyrrende stoffer, som kan nedsætte fertiliteten. Gennem test, speeddrawing-film (se ovenfor), faglige vidensark, journalistiske case-artikler samt videoer med fertilitetseksperter og gymnasieelever kan underviseren skabe refleksion om de mange dilemmaer, der omgærder fertilitet.