Publico Kommunikation inviterer alle kunder og venner af huset til en semi-faglig sommer-reception fredag den 16. juni kl. 14-17.
I 2016 var anledningen til vores sommer-reception, at vi var flyttet i nye lokaler på havnen i Aarhus. Her bor vi stadig, og det bliver vi forhåbentlig ved med i mange år. Det giver et ordentligt skud hverdagsglæde at arbejde med udsigt over vandet til Dokk1 og byggeaktiviteterne på Aarhus Ø.
I 2017 kan vi imidlertid hverken bruge flytning, jubilæum eller chefens runde fødselsdag (der er læææænge til) som undskyldning for at holde reception. Det er sommer, og vi kunne godt tænke os at drikke et glas bobler eller en kold fadøl med kunder, samarbejdspartnere, tidligere medarbejdere og andre venner af Publico. Længere er den sådan set ikke. Derfor har vi strikket et lille fagligt program sammen, så du (også) har en faglig undskyldning for at kigge forbi.
I løbet af eftermiddagen kan du bl.a. opleve følgende snack-oplæg (a 15 minutter):
- ”Det bør du vide om kommune-branding” v. udviklingschef Liv Andersen
- ”Få din historie i pressen” v. kommunikationskonsulent Matti Leth
- ”Introduktion til inbound marketing” v. digital rådgiver Casper Svoldgaard
- ”Få succes på LinkedIn” v. kontaktchef Thomas Mandrup
Du kan også bare hænge ud, drikke et glas bobler og lytte til lidt groovy jazz. Helt op til dig.
Uanset hvad må du gerne give os indikation af, om du kommer.