Publico søger ny kommunikationskonsulent

Du omsætter kundens forretningsbehov til kommunikation, der spiller. Du har konsulent-mindset og flair for såvel videnstærke B2B-virksomheder som komplekse offentlige kunder. Og så er du velskrivende som bare pokker. Tjek, tjek, tjek, tjek? Så står der snart Publico på ryggen af dig.

Vi har travlt i Publico. Derfor er vi på udkig efter en ny kommunikationskonsulent, der kan møde ind på havnefronten i Aarhus fra 1. april 2020 eller før.

Vi holder samtaler løbende og beslutter os, så snart vi har fundet den rette profil. Send ansøgning samt CV og relevante teksteksempler (fx artikler, blog-indlæg, e-bøger, white papers eller lign.) snarest muligt til direktør Uffe Lyngaae: Uffe@Publico.dk.

Skriv gerne i emnefeltet, at det er stillingen som “kommunikationskonsulent”, du søger. Vi har nemlig flere opslag ude.

Stillingens endelige indhold (mht. kunde- og opgave-mix) afhænger lidt af, hvem vi ender med at ansætte. 🙂

+3 års erfaring: Du skal have mindst 3-5 års erfaring som kommunikatør for at komme i betragtning. Derudover lægger vi vægt på, at du kan sætte flueben ved flest mulige af punkterne på følgende tjekliste:

  1. Du skriver veloplagt og fejlfrit: Du skriver som en journalist, uanset om din baggrund er journalistisk eller akademisk. Hvis du laver fejl i din ansøgning, skal du ikke vente ved telefonen.
  2. Du har forretningsforståelse: Du er god til at sætte dig ind i virksomheders markedssituation og skarp i din analyse af hvilke tiltag, der bedst understøtter virksomhedernes mål. Du kan med andre ord læse og forstå Børsen – med oprigtig interesse.
  3. Du har k-tyngde: Vi forudsætter, at du har stor viden om kommunikation. Men for virkelig at skabe værdi skal du have strategisk forståelse for, hvordan kommunikation i praksis flytter kunden fra udgangspunkt til mål. Hvordan du argumenterer for det. Og dokumenterer det.
  4. Du fatter politisk styrede organisationer: Du tænder på tanken om tilflytterkommunikation for kommuner eller informationskampagner for staten. Du forstår, hvad det betyder, hvis departementet sætter foden ned. Du kan (måske på sigt) facilitere en workshop for et byråd.
  5. Du har pondus: Du kan håndtere folk med stjerner på skulderen. Du har k-røv-i-buksen nok til at hvile i din egen faglighed, så du kan sparre med kunder og kolleger.
  6. Du kan styre projekter: Du skal kunne disciplinere dig selv og dine projekter, så du møder deadlines med overskud – også når der opstår bøvl undervejs. Du skal kunne (udvikle dig til at) være kundeansvarlig på såvel offentlige informationskampagner som strategisk content marketing-arbejde for private B2B-virksomheder. Du forstår både kundens og projektets økonomi.
  7. Du har bureau-erfaring: Det er ikke et ultimativt krav, men det vil bringe dig seriøst tæt på en samtale, hvis du kan dokumentere erfaring fra et  kommunikationsbureau.
  8. Du er god til engelsk: Det vil være en klar fordel, hvis du taler og skriver business-engelsk på et højt niveau. Mange af vores kunder har engelsk som koncern-sprog, og en del af vores tekstprodukter skal leveres på engelsk.
  9. Du er ikke bange for telefonen: Du skal have det godt med at gribe knoglen og ringe til mennesker, du ikke kender, og som ikke altid har tid eller lyst til at snakke med dig. 
  10. Du er sulten: Selvom du har +3 års erfaring som kommunikatør, ser vi gerne, at du fortsat bærer en til ærgerrighed grænsende sult efter at udvikle dig via ud-af-komfortzonen-arbejdsopgaver for rigtige kunder og sparring fra kvikke kolleger.

Hos os får du:

  • 25 søde, dygtige kolleger
  • En mentor og kundebaserede teams at sparre med
  • Et bureau med medvind i markedet
  • En arbejdsplads med høj arbejdsglæde (4,2 i snit (1-5 skala))
  • Et familievenligt job, ugentlig hjemmearbejdsdag og årlig udlandstur
  • Masser af fede, sociale arrangementer (tænk fx NorthSide, stand-up, Publico-dinners og MASH).

Kunderne: I Publico løser vi strategiske, taktiske og operationelle kommunikationsopgaver for ca. 70 virksomheder og organisationer. Kundelisten tæller bl.a. Aberdeen Asset Management, AP Pension, Cryos International, DIBS, E-Boks, Kosan Gas, Krone Vinduer, Letbanen, Louis Nielsen, Lunar Way, MHI Vestas Offshore Wind, Miljøstyrelsen, NNIT, Nordic Waterproofing, Nærpension, Obton, Rambøll Management, Region Midtjylland, Scanmarket, Siemens Gamesa Renewable Energy, Styrelsen for International Rekrutttering og Integration, Syddjurs Kommune og Troldtekt.

Om Publico: Publico er et kommunikationsbureau med 25 medarbejdere, der hjælper videnstærke virksomheder med at vinde opmærksomhed, sympati og markedsandele.

Vi er specialister i at levere content & inbound marketing, kommunikationsstrategier, kernefortællinger samt pressearbejde til B2B- og finansvirksomheder. Desuden udvikler vi velfunderede strategier og kampagner til stat, forsyning og kommuner.

Publico som arbejdsplads: Vi er stolte af at have fem Publico-medarbejdere, der har passeret deres 10-års jubilæum og to mere, der runder 10-års milepælen i de kommende år. Vi tror på langvarige, professionelle venskaber og på, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Vores kultur og holdånd er formentlig vores stærkeste konkurrenceparameter.

Hos Publico får du 25 af branchens dygtigste kommunikationsprofiler som dine søde kolleger. Vi er i gang med at udvikle og skalere vores organisation til at kunne rumme 35-40 medarbejdere, der trives og har det sjovt, mens de bliver dygtigere.

Vil du være med i et ERFA-netværk for employer branding-praktikere?

Sidder du lidt alene med din virksomheds employer branding-indsats? Eller måske savner du ekstern sparring eller best practise-eksempler fra andre virksomheder?

Publico overvejer vi at etablere et kommunikationsfagligt ERFA-netværk med fokus på employer branding. Bevæggrunden er, at vi oplever, at flere og flere af de virksomheder, vi samarbejder med, skærper deres fokus på employer branding og rekruttering i jagten på de rigtige medarbejdere.

Hvis det kunne være noget for dig, eller en du kender, må du gerne sende mig en mail på uffe@publico.dk. Det er helt uforpligtende og blot en første føler for at fornemme, om det er en ide, vi skal gå videre med.

Hvem er netværket relevant for? Jeg forestiller mig max. 20-22 deltagere og et mix af kommunikations- og HR-praktikere (sikkert med en overvægt af kommunikationstyper). Dvs. kommunikationsmedarbejdere/-konsulenter samt HR-konsulenter/-partnere. Både B2B og B2C.

Hvad kommer der til at ske i netværket? Jeg tænker, at de 4-5 årlige 3-timers møder (fx hos Publico og/eller evt. på skift hos deltagerne i/omkring Aarhus) skal være et mix af følgende:

  • Små oplæg fra deltagere om egne udfordringer – sparring fra netværket
  • Små oplæg fra deltagere om egne succeser – applaus fra netværket
  • Eksterne oplæg (max 1 time) – fx cases, eksperter og andet
  • Intern vidensdeling – fx deltager X har været på konference og vidensdeler
  • Mellem møderne: bilateret sparring mellem gruppens medlemmer, deling af slides, artikler m.m. i lukket LinkedIn-gruppe

Jeg er naturligvis meget åben over for deltagernes input ift. at tilpasse netværkskoncept og mødernes indhold, så de skaber størst mulig værdi for den enkelte. I forvejen faciliterer jeg et tilsvarende netværk for marketingprofiler med fokus på content & inbound marketing. Med afsæt i den erfaring overvejer vi at udbyde et netværk for employer branding-typer.

Hvad skal det koste? Det skal koste 4.000 kr. per år at være deltager.

Hvis det er noget for dig eller for en, du kender, må du som nævnt meget gerne sende mig en mail til uffe@publico.dk. Helt uforpligtende.