Publico søger to forårspraktikanter

Baresso skifter navn til Espresso House. Boligsitet bolighed.dk går i luften. Gymnasieelever lærer om nedsat fertilitet igennem nyt undervisningsmateriale. Det er blot tre eksempler på begivenheder, der er søsat med Publico som kommunikationsfaglig kaptajn. 

Publico er et analytisk og strategisk velfunderet PR-bureau med fokus på at finde enkle kommunikationsløsninger på komplekse problemstillinger. Og så ynder vi at bruge gode historier til at styrke relationer mellem organisationer, virksomheder og mennesker – uanset om det handler om kaffe, kvadratmetersalg eller kryptorkisme.

Vores kunder er både offentlige og private. For dem løser vi opgaver inden for bl.a. rådgivning, kampagner, inbound og content marketing samt presse- og tekstarbejde. Det udmønter sig i produktionen af forskellige ydelser som fx webtekst, nyhedsbreve, kampagner, analyser, strategier, magasiner, video og pressemeddelelser. Med mere.

Du laver alt andet end kaffe
I din Publico-praktik kan du forvente at indgå i det daglige arbejde på lige fod med de øvrige medarbejdere. Du er med til at udvikle og producere indhold til de redaktionelle og kommercielle medier, som vi producerer. Og du vil både skulle arbejde på selvstændige projekter og som del af forskellige team.

Konkret består dit arbejde blandt andet i:
• Interview, artikelskrivning, korrektur og redigering
• Kreativt tekstarbejde
• Presse
• Dit eget individuelle udviklingsprojekt
• Research og analyse
• Kampagneudvikling
• Videoproduktion

Vi lægger vægt på, at du får kyndig vejledning og vide rammer for dit personlige initiativ og dine egne ideer. Og vi garanterer, at du får et afvekslende praktikophold med stor grad af frihed og ansvar.

Handlekraftig profil
Vi forestiller os, at du er i gang med din overbygning på universitetet – gerne en kommunikationsfaglig retning, men det er ikke et krav. Til gengæld skal du have skrivetalent, og du skal kunne lægge de akademiske skriveprincipper på hylden inden for Publicos vægge. Selvtillid, gå-på-mod, humor og en ”ja-hat”-indstilling til nye udfordringer er også blandt dine karakteristika. Har du erfaring med videoproduktion og redigering i Final Cut Pro har du en ekstra stjerne på skulderen fra dag ét.

Det med småt
Praktikken er ulønnet (bortset fra frokostordning og Northside-billet) og strækker sig fra 30. januar 2017 til 30. juni 2017. Stillingen er på 30 timer om ugen, sådan at du har en fridag midt på ugen. Send din ansøgning og cv vedlagt (ikke-akademiske) teksteksempler senest 25. oktober til nadia@publico.dk.

Vi holder samtaler i uge 44.

Læs mit (gamle) afslagsbrev til wannabe-praktikanter

Læs min tjekliste til Publico-ansøgere

Tjek vores lækre lokaler på Facebook

Se tidligere praktikant-rekrutteringsfilm nedenfor:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.