Publico søger kommunikationskonsulent

Vi har travlt i Publico. Derfor er vi på udkig efter en ny kollega, der kan tiltræde en 37-timers stilling som kommunikationskonsulent per 1. juni 2017. Vi holder samtaler løbende og beslutter os inden længe. Ansøgninger stiles derfor snarest muligt til Uffe@Publico.dk.

+3 års erfaring
Du skal have mindst 3 års erfaring som kommunikatør for at komme i betragtning. Derudover lægger vi vægt på følgende:

1. Du skriver veloplagt og fejlfrit
Du skriver som en journalist, uanset om din baggrund er journalistisk eller akademisk. Hvis du laver fejl i din ansøgning, skal du ikke vente ved telefonen.

2. Du har skills
Vi forudsætter, at du har en stor viden om kommunikation. Derudover vil det være et plus, hvis du har tilegnet dig konkrete skills inden for f.eks. CMS, Campaign Monitor/Mailchimp, SurveyXact, Final Cut, Facebook, Hootsuite, LinkedIn, Vimeo, Twitter, Presswire, Infomedia, Trello, Google Analytics, SEO, Adobe og så videre. Hvis du er Hubspot-certificeret, er du sikker på en samtale.

3. Du har forretningsforståelse
Du er god til at sætte dig ind i virksomheders forretningsmæssige situation og skarp i din analyse af, hvilke kommunikationstiltag der bedst understøtter virksomhedernes forretningsmål. Du kan med andre ord læse og forstå Børsen – med oprigtig interesse.

4. Du kan styre projekter
Hos Publico er man oftest ansvarlig projektleder på sine egne kunder og projekter. Det betyder, at du helst skal kunne disciplinere dig selv og dine projekter, således at du møder alle deadlines med overskud – også når der opstår bøvl undervejs.

5. Du er ikke bange for telefonen
Du skal have det godt med at gribe knoglen og ringe til en masse mennesker, du ikke kender, og som ikke altid har tid eller lyst til at snakke med dig. Det gælder både potentielle kunder, kunder, kunders kunder og – ikke mindst – journalister, redaktører og bloggere.

6. Du har bureau-erfaring
Det er ikke et krav, men det vil bringe dig seriøst tættere på en samtale, hvis du kan dokumentere erfaring fra et kommunikationsbureau. Eventuelt blot i praktik, men helst for alvor.

7. Du er (et) aktiv på sociale medier
Du kender spillereglerne og er aktiv bidragyder på – som minimum – Facebook, LinkedIn og Twitter. Du har et værdifuldt netværk, der betragter dig som en opinionsdanner-type på sociale medier.

8. Du er sulten
Selvom du har +3 års erfaring som kommunikatør, ser vi gerne, at du bærer en til ærgerrighed grænsende sult efter ud-af-komfortzonen-arbejdsopgaver for rigtige kunder og sparring fra kvikke kolleger.

Kunderne
I Publico løser vi strategiske og operationelle kommunikationsopgaver for en lang række spændende virksomheder og organisationer. Kundelisten tæller bl.a. Aberdeen Asset Management, ABUS, AP Pension, Atkins, Bolighed, Bygma, Dan Dryer, Danske Andelskassers Bank, E-Boks, Ejner Hessel, GPV International, HOFOR, Integrationsnet, Kosan Gas, Krifa, Midttrafik, Miljøstyrelsen, Nets, NNIT, Per Aarsleff, Pressalit, Ricoh Danmark, Skanderborg Forsyningsvirksomhed, Stofa, Sydbank, Syddjurs Kommune og Troldtekt.

Om Publico
Publico er et PR-bureau med 18 medarbejdere, der finder enkle kommunikationsløsninger på komplekse problemstillinger for videnstunge organisationer. Vores specialer er content marketing og pressearbejde for finanssektoren og B2B-virksomheder samt kampagner for stat og kommuner.

Læs mere: www.publico.dk

Publico som arbejdsplads
Vi er stolte af at have to Publico-medarbejdere, der fejrer 10-års jubilæum i 2017, og yderligere to, der runder 10-års milepælen i 2018. Vi tror på langvarige, professionelle venskaber og på, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Vores kultur og holdånd er formentlig vores stærkeste konkurrenceparameter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.