JP’s “look and feel” til salg

I gårsdagens kronik i Børsen (se udsnit nedenfor) kravler JP/Politikens direktør Stig Ørskov helt op på den hellige hest over, at statens medier (DR og TV2) producerer tekstbaserede medier, samt at Bertel Haarder opfordrer til at undersøge muligheden for et samarbejde mellem statslige og private medier.

Ørskov skriver bl.a.: ”Uafhængighed er selve fundamentet for de frie medier” samt ”Lad mig minde om, at JP Politikens Hus er bygget på princippet om uafhængighed”. Okay. Det er selvfølgelig dejligt, men udsagnet klinger bare lidt hult her på mit kontor, hvor jeg i denne uge har modtaget salgsmateriale fra JP’s Content marketing- afdeling.

Heri skriver JP bl.a.: ”Jyllands-Postens Content Marketing er en Advertorial-løsning, hvor indholdet ligner det redaktionelle indhold, og hvor afsenderen står som sponsor af indholdet”. Der fortsættes: ”Dine artikler får sin egen Jyllands-Posten.dk URL” og ”samme look and feel’ som Jyllands-Postens redaktionelle artikler”. Og til sidst sættes der trumf på med: ”Troværdigheden fra Jyllands-Posten.dk’s brand overføres til dit brand”.

Godt så. Nu må du altså vælge Stig Ørskov: Vil du være redaktionelt uafhængig? I så fald skal du nok ikke sælge sponsoreret indhold med ”samme look and feel som Jyllands-Postens redaktionelle artikler”. Eller vil du være kommerciel? I så fald skal du nok ikke pive over konkurrence med henvisning til, at din virksomhed er ”bygget på princippet om redaktionel uafhængighed”.

Kronik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.